Jeg hører mange sige, at det ikke kan betale sig at lave sin pasta selv. Og set ud fra et økonomisk synspunkt kan det da heller ikke. Men vi snakker ikke økonomi her, men derimod herlighedsværdi.
Og så kan det betale sig.
Hvis man bare har lidt mel – enten hvede eller durum – eller begge dele og nogle æg, så er det ikke den store operation at frembringe sin egen pasta. Det tager såmænd ikke ret meget længere end at skrælle og koge kartofler.
En tommelfingerregel er, at man skal bruge et æg pr. 100 g mel. Og så en enstra æggeblomme – bare fordi man kan.
Så til pasta til 4 personer skal man bruge:
300 g mel – halvt durum og halvt hvedemel
3 hele æg og 1 æggeblomme
Der er mange opskrifter, hvor man skal lægge melet i en bunke på bordet. Det synes jeg, sviner for meget så jeg lægger det i en skål, og så laver jeg et hul i midten, hvor jeg slår æggene ud.
Så tager jeg en gaffel og prikker hul på æggeblommerne og arbejder melet ind i æggene lidt efter lidt.
Når det bliver mere fast, ælter jeg videre med hænderne. Når dejen er ensartet, skal den hvile i enten film eller en plasticpose i en halv times tid, hvorefter man kan rulle den tyndt ud – enten med kagerulle eller pastamaskine.
Når pastaen har den tykkelse, man gerne vil have, så kan man – enten med et tilbehør til pastamaskinen – eller med en kniv – skære smalle eller brede pastabånd – en italiener ville kunne fortælle, hvad de forskellige tykkelser hedder.
Hvis man har et pastastativ, kan man hænge pastaen lidt til tørre, indtil man skal koge den – ellers lader man den ligge på f.eks. et rent viskestykke.
Man kan også bruge pastaen som den er til lasagne, eller lave ravioli ved at fylde noget fyld ind mellem to pastaplader og skære det ud – men det er en historie til en anden dag.
