Kaningryde

Vi kan godt lide kanin. Det er ikke altid let at skaffe, så når jeg ser det i butikkerne, køber jeg som altid et par stykker til fryseren. Kødet mætter godt, så en kanin kan godt strækkes til 3 – 4 personer.

Kanin er ret magert kød, så det kan godt tåle noget fløde, uden det bliver for meget, så jeg har fundet på en ret, som vi er blevet ret glade for. Ret beset opstod den ved, at jeg brugte, hvad der lige var i køleskabet, så hvis man har andre grønsager, kan man jo bytte ud.

Ingredienser:

1 hel kanin

50 g bacontern

1 porre

1 rød peberfrugt

½ bk champignons

2 fed hvidløg

5 grønne asparges

1 ½ dl hvidvin

1 – 2 dl fløde

Salt og peber

En lille smule knust chili.

Kaninen deles i passende stykker (2 forben og to bagben, og 1 – 2 stykker ryg).

Kødet krydres med salt og peber og brunes i en gryde, som kan gå i ovnen. Det tages op og baconternene svitses let sammen med grønsagerne, der i mellemtiden er skåret i tern eller strimler, alt efter temperament.

Hæld hvidvin ved og kog lidt op og tilsæt et drys knust chili. Herefter lægges kaninstykkerne tilbage i gryden. Der lægges låg på, og gryden sættes i ovnen ved 130 grader i 3 – 4 timer. Kødet bliver dejlig mørt og ikke spor tørt af denne langsomme tilberedning – og man behøver jo ikke stå og kigge på det hele tiden.

Til sidst tilsættes fløden, så det står lidt op om kødet, og det hele koges lige op og smages evt. til med lidt mere salt og peber.

Der skal ikke jævnes, men retten serveres med et godt brød – f.eks. Gennaros foccacia.

Skriv et svar