Rigtig pankorasp er japansk rasp som bliver lavet af brød, der er bagt ved at man sender strøm igennem det og så river det.
Jeg syntes, det lød underligt, så jeg tyede til nettet efter en anden løsning og lod mig inspirere kraftigt af Klidmoster.
Raspen er betydelig grovere, end den rasp, som vi oftest bruger her i landet, og det bevirker, at det, man panerer bliver meget mere sprødt end med den almindelige rasp. Alt det brød, vi ikke får spist, bliver efterhånden lavet til ”Panko”, inden det når at mugne.
Jeg tager mit brød, som ikke er helt tørt endnu, og putter det i blenderen eller foodprocessoren og findeler det. Herefter breder jeg krummerne ud på en bageplade og sætter det i ovnen ved 80 grader varmluft.
Så står det der og hygger sig, mens jeg lige roder lidt i det hvert kvarter eller sådan. Når det virker helt tørt, tager jeg det ud og lader det køle helt af på bagepladen, inden jeg putter det i sylteglas – f.eks. gamle rødbedeglas. Så er der altid panko-agtig rasp i huset.