Mine nu voksne børn så i sin tid et indslag i TV2 Zulu, hvor den gennemgående sætning var, ”ka’ det paneres?”, og hvor en person prøvede at panere alt – bl.a. briller, fluesmækkere – og hele Matador-serien på DVD.Det første de sagde, da de hørte om denne ret, var selvfølgelig ”ka’ det paneres?”
Jeg havde taget en svinemørbrad op af fryseren og spurgte min mand, hvad han syntes, vi skulle gøre ved den. Jeg tror ikke, han ordret sagde: ”ka’ det paneres?” men han foreslog i hvert fald, at vi prøvede at panere den.
Da jeg var færdig med at kigge vantro på ham, gik jeg med til at prøve. Og det har jeg ikke fortrudt – eller både og – for det er jo nok ikke særlig fedtfattigt – men for hulen, hvor det er godt.
Jeg har prøvet at lave mørbraden både med og uden fyld og har fundet ud af, at den hurtigt bliver lidt tør indeni, hvis der ikke er fyld i.
Man tager:
1 afpudset svinemørbrad
Fyld:
1 fed hvidløg
2 champignons
Lidt groftrevet parmesan
Salt, peber
Først laves der et snit i hele mørbradens længde, så man kan brede den lidt ud. Hvidløg og champignons hakkes meget fint og blandes med parmesan.
Der drysses lidt salt og peber i snittet på mørbraden og så lægges fyldet på.
Siderne på mørbraden trækkes sammen og der lukkes med kødnåle.
Mørbraden vendes nu i mel, sammenpisket æg og rasp, (evt. hjemmelavet næsten-panko rasp) og steges herefter ca 5 min på hver side ved jævn varme (jeg ved godt, at den er rund, men når jeg steger den, lader jeg altså som om der er 4 sider på en mørbrad)
Den skal ca. stege 20 min i alt – endelig ikke for længe, for så bliver den kedelig og tør selv med fyldet i. det gør ikke noget, den er en smule lyserød indeni, når man skærer den i stykker.
Kødnålene fjernes, og mørbraden skæres i skriver og serveres med evt. små stegte krydderurte-kartofler, eller hvad man nu har lyst til.