Det her er en klassiker til brunch. Æg, skinke og hollandaise – What´s not to like? Mange er bange for at lave pocheret æg, men det er ikke så svært, hvis man “snyder” lidt ligesom jeg. – Forklaring følger
Til to personer:
4 æg
2 stykker brød
4 tynde skiver skinke
Til hollandaisen – her kommer også en forklaring:
3 æggeblommer
1/4 dl vand
salt og peber
2 tsk citronsaft
100 g smør skåret i terninger
Jeg bruger en “snydemetode” til at lave de pocherede æg. Start med at beklæde en kop eller lignende med køkkenfilm. Pensl kanterne med lidt smagsneutral olie og slå et æg ud i koppen med film.
Herefter samler man filmen sammen og lukker den i toppen med en lukkeclips. Sådan gør man med alle 4 æg
Æggene læges i kogende vand, og koger lystigt i 4 min.
I mellemtiden ristes brødskiverne, og skinken lægges på.
Når æggene har fået 4 minutter, tages de op, og filmen fjernes – det skulle gerne gå let, da der jo er olie på. Æggene lægges oven på skinken.
Nu skal der så hældes hollandaisesauce på. Man kunne lave den af et pulver, men jeg er så heldig, at jeg kan bruge min Magimix Cook Expert.
Jeg hælder hælder vand, salt, peber og citronsaft i og lader det koge i 4 min ved 100 grader. Så lader jeg maskinen køre i 1 min ved 80 grader, mens jeg tilsætter æggeblommerne en og en. Til sidst sætter jeg maskinen til 50 grader i 2 minutter, mens jeg tilsætter smørterningerne lidt efter lidt. Så er der hollandaise! På intet tidspunkt skiller saucen, for maskinen holder temperaturen, og jeg behøver ikke stå og holde øje med den. Er man ikke helt færdig med at koge æggene endnu, så tager saucen heller ingen skade af, at den lige får to minutter mere ved 50 grader. Det holder den jo bare varm.