Kantarelsauce

En god sauce er altid godt. Den her fik vi til en god bøf sammen med kartofler med krydderurter – og så er der såmænd ikke så meget mere at sige om det.

Ingredienser:

200 g kantareller

½ stilk bladselleri

25 g smør

1 skalotteløg

Salt

Peber

1 dl hvidvin

1 dl kraftig bouillon

½ dl vand

evt. 1 dl fløde

evt. nogle dråber citronsaft

Skalotteløg og bladselleri hakkes ret fint og svitses let i smørret uden at brune – olie kan bruges i stedet, men giver en anden smag.

Imens renses kantarellerne. Læg dem endelig ikke i vand. kantareller er jo en svamp, og sådan en suger væske til sig. Nøjes i stedet med at børste urenheder af.

Hvis man synes, det er absolut nødvandigt med vand, så skyl dem bare kort under vandhanen og tør dem godt bagefter.

Hvis kantarellerne er store, skal de deles en lille smule, men endelig ikke hakkes. Man må godt kunne se, hvad der er i saucen.

Kom kantarellerne ned til løget og tilsæt hvidvin og bouillon og lad det hele koge ind.

Når man synes, saucen har en passende konsistens, kan man tilsætte fløde og koge den mere ind, men det er faktisk ikke nødvendigt med fløden. Jeg gjorde det selvfølgelig.

Så skal den smages til med salt og peber – og hvis man har hældt fløde i, kan det virkelig gøre underværker med en lille smule citronsaft.

Skriv et svar