Oksebacon

Her i landet er man jo vant til, at bacon er noget, der kommer fra en gris. Men hvorfor kan man ikke udfordre den ide? Hvis man ikke har prøvet, så ved man ikke, om det overhovedet virker. Så jeg satte mig for at lave oksebacon.

Ingredienser:

1 kg oksespidsbryst

150 g salt

50 g sukker

1 tsk peber

1 tsk chiliflager

Jeg havde et stykke oksespidsbryst i fryseren. Det havde noget fedt på, men det skal der jo gerne være på bacon, så jeg tænkte, at det nok var udmærket.

 

Jeg blandede salt, sukker, peber og chiliflager på en tallerken,

og så rullede jeg kødet i det og sørgede for, at saltet kom ind i alle sprækker.

Herefter blev kødet vakuumpakket, og lagt i køleskabet i 5 dage.

Efter 5 dage er der trukket en betydelig mængde væske ud af kødet.

 

Væsken hældes ud. Kødet tages ud af posen og skylles i koldt vand. Det er blevet meget mere fast i konsistensen.

Nu lægges kødet i koldt vand i to timer for at tage det allermest salte. Og herefter lægges det til tørre utildækket på en rist eller lignende i køleskabet indtil næste dag.

Så fik det en gang røg. 2,5 timer ved 60 – 65 grader.

Herefter kom det i køleskabet igen for at køle helt af, inden det kan skæres.

Jeg synes, det kom til at se godt ud, og jeg prøvestegte et par skiver for at smage.

Det smagte godt, – noget anderledes end svinebacon, men det er vel ikke så sært.

Nu skal jeg så bare finde ud af, hvor jeg kan bruge det, men det bliver nok noget med at bytte svinebaconen ud en gang imellem.

 

Skriv et svar