Svenske kødboller

Indrømmet. Jeg har aldrig smagt den berømte IKEA-udgave, men jeg har hørt meget om den. Så jeg tænkte, at jeg skulle da prøve at lave det. Jeg Googlede lidt frem og tilbage og fandt inspiration til denne udgave.

Ingredienser:

Til kødbollerne:

400g hakket kalv og gris

2 spsk rasp

1 spsk hakket persille

1/4 tsk stødt allehånde

1/4 tsk revet muskatnød

1 lille revet løg

1 fed knust hvidløg

½ tsk salt

1/4 tsk stødt peber

1 æg

Olie til stegning

Til sovsen:

25 g smør

3 spsk mel

2 – 3 dl bouillon

1½ dl fløde

1 – 2 spsk worchestershire sauce (aka engelsk sovs)

1 tsk Dijon sennep.

Salt og peber efter smag.

Alle ingredienserne til kødbollerne røres sammen. Farsen trilles til kugler i den størrelse, man nu foretrækker. Jeg fik 16 stk. ud af den her portion.

Kødbollerne steges i olie.

Hvis man sørger for at vende dem ret tit, forbliver de nogenlunde runde.

Når kødbollerne er gennemstegte, tages de af panden og stilles lidt til side, mens man laver sovsen.

Start med at hælde bouillon i stegepanden og kog det godt igennem for at få smagen fra kødbollerne vristet fra stegepanden. Smelt så smørret i en gryde og rør melet ud i det smeltede smør. Tilsæt fløden og bouillonen lidt efter lidt, indtil sovsen har en passende konsistens. Smag til med engelsk sovs og sennep. Sovsen må gerne have en kraftig smag.

Kom så kødbollerne i sovsen og varm dem lidt, inden servering. Og hvis IKEAs kødboller smager lige så godt som de her, forstår jeg godt det ry, de har fået.

Vi fik kartoffelmos til. Men ingen tyttebær!

Skriv et svar