Marineret sparerib/revelsben i ovn

Jeg fandt et stykke sparerib – eller som nogen kalder det – revelsben (stort set en ribbensteg med ben og uden svær) på min vej gennem fryseren. Det blev marineret med soya og sherry, og så kom det i ovnen low and slow.

Ingredienser:

Ca. 1 kg revelsben

Marinade:

½ dl kinesisk soya

½ dl sherry

1 stor ds (140 g) koncentreret tomatpure

Et stykke revet frisk ingefær på størrelse med en halv tommelfinger

2 fed knust hvidløg

2 spsk olie

Ingredienserne til marinaden røres godt sammen, og kødet smøres med marinaden på alle sider. Hæld 1 dl vand i bunden af en bradepande og læg kødet heri.

Hvis man har tiden til det, må det gerne stå og marinere i et par  timer, men det havde jeg ikke, så det røg direkte i ovnen ved 110 grader i 4 timer. Når det bliver stegt så langsomt, bevarer det saften, samtidig med, at det suger smag fra marinaden, så det gjorde ikke så meget, at det ikke marinerede først.

Efter 4 timer er kødet stegt – et stegetermometer skal vise 70 grader. Det kan godt være nødvendigt at hælde ekstra vand i undervejs.

Og det er ikke kødet, der er brændt sort – det er marinaden, der har den farve.

Skær kødet ud, så der sidder et ben på hvert stykke og server det med f.eks. bagte kartofler og coleslaw.

 

 

 

 

 

Skriv et svar