Så døde min ovn. Den var ti år gammel, men når man tænker på, at den har været tændt i ca. halvdelen af sin levetid, så er det vel egentlig meget godt gået. Heldigvis kan man hurtigt få skaffet sig en ny, og den skal jo prøves med det samme, så jeg bagte nogle lynhurtige boller, – bare for at se, om den ny ovn virker.
I den ideelle verden med masser af tid kan man jo lave dejen aftenen før og lade den langtidshæve, men det kunne jeg ikke bruge tid på. Det skulle være her og nu, så jeg sprang en hævning over, brugte lidt ekstra gær, og fik inspiration af en opskrift på nettet (fra Catarina.dk).
Ingredienser:
75 g smør eller margarine
2 dl lunkent vand
35 g gær
½ spsk sukker
1 tsk salt
1 æg
350-400 g mel
æg til pensling
Gæren røres ud i vandet. Smør/margarine smeltes og tilsættes sammen med æg, salt og sukker. Til sidst kommes melet i, og dejen æltes, til den er blød og glat. Så formes bollerne (jeg fik 6 stk. ud af denne portion) og sættes på en plade med bagepapir.
Nu skal de hæve tildækket i 20 min, og imens varmes ovnen op til 200 grader. Bollerne pensles med sammenpisket æg og bages i 15-20 min., indtil de er blevet pænt gyldne.