Ja – det hedder det vistnok, men da papillotter for mig er noget, som min mor rullede i håret, da jeg var barn, så kalder jeg dem bare indpakkede svinekoteletter. det lyder ligesom mere spiseligt.
Ingredienser:
3 svinekoteletter
Olie til stegning
Salt og peber
De grønsager, man lige har i skabet
Jeg brugte:
5 kartofler
en rød og en grøn peberfrugt
nogle champignons
2 forårsløg
nogle fed hvidløg, og
toppen af nogle stængler bladselleri
ca. 100 g flødeost – gerne med chili
4 tomater
Ost i skiver
Kartoflerne skrælles og skæres i skiver. Jeg kogte dem lige 5 min først, for at være sikker på, at de ville blive møre til sidst. Jeg bryder mig ikke om kartofler, der er al dente.
Peberfrugt, forårsløg, hvidløg og champignons og bladene fra bladselleri skæres i strimler eller stykker
og hældes på en pande med lidt olie og får lov til at svitse i et kvarters tid.
I mellemtiden brunes koteletterne. De skal ikke steges helt færdige. Når de er brunede, lægger man først kartoflerne i et lag på tre stykker bagepapir. Så lægges koteletterne ovenpå og smøres med flødeost. Jeg har fundet denne her, som jeg synes giver en god chilismag uden at være dominerende.
Herefter fordeles de nu svitsede grønsager oven på koteletterne. Det er svært at se, men der er altså en kotelet nedenunder.
Til sidst lægger man et par skiver ost og et par skiver tomater ovenpå
før man lukker pakken og sætter den i ovnen.
Det er en god ide at sætte pakkerne i et ildfast fad for en sikkerheds skyld, hvis de nu ikke skulle være helt tætte. Der kommer en del væde i pakkerne.
Sættes i ovnen ved 180-200 grader i en times tid. Indpakningen gør, at koteletterne har bevaret saftigheden. Pas på, når pakkerne åbnes – dampen er varm.