Jeg stødte på en pæn stor skinke med ben og svær og købte den egentlig med hjem for at bruge den på grillen på et tidspunkt, men grillvejret har ikke været fantastisk, og den kolde årstid trænger sig på, så jeg tænkte, at vi hellere måtte få skinken spist. Jeg kan godt afsløre, at vi to mennesker havde mad til tre dage. Men heldigvis kan en skinke varieres i det uendelige.
Ingredienser:
2,7 kg røget skinke med ben og svær
1½ dl vand
Til saucen:
2 dl fond – eller bouillon om man vil
1 dl fløde
1 tsk Colmans sennepspulver
½ tsk sukker
1 tsk hvidvinseddike
Evt. 1 tsk grovkornet sennep, hvis man har det
Skinken ridses på kryds og tværs. Min mand kom en dag hjem fra byggemarkedet (eller som jeg kalder det – mandebutikken) med en lillebitte hobbykniv til mig, fordi han havde hørt mig beklage mig over, at det var svært at holde køkkenknivene skarpe nok til at ridse en tynd svær. Den lille kniv virker fortræffeligt.
Den ridsede skinke lægges i en bradepande, vandet hældes ved og den sættes i ovnen ved 120 grader i 3½ – 4 timer – indtil et stegetermometer viser 70 grader i midten af kødet. Man kan selvfølgelig skrue op for varmen og give den kortere tid, men jeg er jo stor fan af “low and slow”, for jeg synes, kødet bedre bevarer saftigheden på den måde.
Mens skinken steger, er der rigelig tid til at lave saucen – også selv om fonden, som i dette tilfælde er hjemmelavet, kommer lige fra fryseren.
Den lægges bare i en gryde ved svag varme og tør lige så stille op. Så tilsættes alle de andre ingredienser, og det koges lidt ind – evt. kan man jævne den lidt, hvis man synes, den er for tynd.
Skinken serveres med saucen og hvad man nu ellers lige kan finde på af kartofler og/eller grønsager.