To slags marinerede sild

Til jul skal det være ekstra godt, så jeg køber en spand saltsild og laver mine marinerede sild selv. Her er det en almindelig hvid sild, som jeg sikkert vil bruge til karrysild til jul, og så er det en rød kryddersild.

Ingredienser:

1 spand saltede fedsild

Til lagen:

6 dl eddike

400 g sukker

Til hvide sild:

3 dl af lagen

1 løg i skiver

5 hele nelliker

5 hele allehånde

Til røde kryddersild:

3 dl af lagen

1 rødløg i skiver

2 laurbærblade

Sildekrydderi – bestående af:

1 tsk stødt sandeltræ

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødt sort peber

1 tsk stødt ingefær

1 tsk oregano

1 tsk stødt koriander

1 tsk spansk paprika

1 tsk stødt kardemomme

1 tsk stødt muskat

Jeg skylder at nævne, at man kan købe færdigblandet sildekrydderi, hvis man ikke lige har alle ingredienserne hjemme. Jeg googlede sildekrydderiet, fordi jeg gerne ville lave det selv.

Den spand, jeg havde købt, indeholdt 8 pæne sild, så der kunne blive 4 hvide og 4 røde. Allerførst skal saltsildene renses og udvandes.

Man tager en sild op på et skærebræt og finder en god skarp kniv frem.

Så skærer man først hovedet af og åbner bugen og tager indvoldene ud. Herefter skærer man ned langs rygbenet fra hoved mod hale, først på den ene side og bagefter på den anden. Så står man lige pludselig med to sildefileter. Der sidder nogle ben i bugsiden. Dem er det en god ide at fjerne.

Skindet trækkes af fra hoved mod halen. Det er kun det alleryderste, der skal af. Når man har renset alle sildene, lægger man dem i koldt vand natten over for at tage noget af saltsmagen ud af dem. Det  er en god ide også at koge lagen, dagen før man skal bruge den, da den skal være kold. Det er bare eddike og sukker, der lige skal have et opkog, indtil sukkeret er opløst.

Næste dag kan man så gå i gang med at marinere sildene. Til de røde sild blandes lagen med 1-2 spsk af sildekrydderiet.

Sildene lægges i et passende glas sammen med laurbærblade og rødløg, og lagen hældes over.

Til de hvide sild bruges lagen, som den er.

Her lægges sildene i et glas med løgene og nelliker og allehånde og lagen hældes over.

Der sættes låg på glassene (man kan tilsætte 1 tsk Atamon til lagen, hvis man vil være sikker på længere holdbarhed) og sildene skal trække mindst en uge i køleskabet, inden de er klar til at spise.

Skriv et svar