Jeg er ikke så meget for marcipan, så når jeg laver julekonfekt prøver jeg at finde på alternativer. Dette år har jeg fundet opskrifter på et par kendte klassikere. Og alt er allerede spist eller givet væk.
Ingredienser:
Bounty:
1 dåse sødet kondenseret mælk
250 g kokosmel
Lys chokolade til overtræk
Toffifee:
100 – 150 g mørk chokolade
75 g nougat
Hasselnødder
2 dl piskefløde
1 dl rørsukker
2 spsk glukosesirup
Daim:
100g smør
250 g sukker
50 g lys sirup
75 g mandelmel
400 g lys chokolade til overtræk
Vi tager den nemmeste først – Bounty.
Kokosmel og kondenseret mælk røres sammen og stilles et par timer på køl. herefter trilles det til kugler, som dyppes i smeltet chokolade og drysses evt. med lidt kokosmel.
Så er der straks mere arbejde med Toffifee, men når man kan lide det, er det jo kun spændende.
Til at begynde med hakkes den mørke chokolade og smeltes i vandbad. Så “betrækkes” en chokoladeform eller to med den smeltede chokolade.
Formene sættes i køleskabet, indtil chokoladen er stivnet.
Hasselnødderne skal ristes på en tør stegepande, indtil skallen kan gnubbes af. De afkøles bagefter.
Til karamellen kommes fløde, sukker og glukosesirup i en gryde og koges mens man rører, indtil det slipper bunden af gryden og har fået lidt farve (min blev lige lys nok). Herefter skal det køles af, men endelig ikke blive helt koldt, før det puttes i en sprøjtepose.
Så lægger man et lille stykke nougat og en hasselnød i hvert hul i chokoladeformen.
Karamellen sprøjtes rundt om hver nød,
og til sidst sættes en lille klat smeltet chokolade i midten til at lukke.
Når alt er stivnet, tages de færdige Toffifee ud af formen.
Vi slutter med en til, der er knap så arbejdskrævende – Daim
Smør, sukker og sirup smeltes sammen i en gryde og koges, indtil det er blevet pænt gyldent. Så tilsættes mandelmel, som skal varme med i nogle minutter.
Herefter bredes massen fladt ud i en form. Jeg havde en minirugbrødsform, som jeg syntes passede udmærket til formålet. Husk at smøre det ret tyndt ud.
Når de små “kager” er afkølede, dyppes de i smeltet lys chokolade og lægges til afdrypning på en rist. Jeg brækkede dem lidt i stykker, når de skulle serveres, for ellers synes jeg, stykkerne var for store til konfekt-formål.
De her forsvandt hurtigt.
Jeg er blevet inspireret af opskrifter fra Louisesmadblog, Valdemarsro og Annetteskager.