Og nu til noget helt andet. For et par år siden boede vi et par nætter på Chateau d’Etoges i champagneområdet. De har et godt gourmet-køkken, hvor vi bl.a. fik disse snegle, som jeg i mit overmod lovede, at dem ville jeg prøve at lave, når vi kom hjem.
Det har jeg så gjort nu – det var såmænd slet ikke så svært – og de smager forrygende.
Ingredienser:
1 dåse snegle
hvidløgs/persillesmør
mel, æg og rasp til panering
nogle liter olie til friturestegning
Man tager en dåse snegle, laver en stor portion hvidløgs/persillesmør, og så pakker man ellers hver enkelt snegl ind i en klat smør.
Det kræver, at man ikke har alt for varme hænder, for så bliver det noget snask.
Hvis det ellers lykkes, uden at man bliver alt for smurt ind i kryddersmørret, så lægger man smørkuglerne med sneglene i på køl, indtil de er blevet hårde. Her er det selvfølgelig nødt til at være rigtigt smør og ikke et blandingsprodukt, for ellers bliver de jo aldrig helt hårde.
Når kuglerne så er blevet hårde, så triller man dem i mel, æg og rasp. Så køler man igen og gentager med æg og rasp en gang mere. Det er vigtigt, at smørret er helt pakket ind i paneringen.
De panerede smørkugler steges nu i varm olie, indtil de er gyldne. Og det er en stor oplevelse at skære hul på dem og se det smeltede smør flyde ud.