Nutella-muffins

Jeg har aldrig før prøvet at bage muffins. Nu skulle det være. Jeg gik en tur på nettet og faldt over disse her. Det var udseendet, der solgte dem. Smagen var nu også ok.

Ingredienser:

115 g smør/margarine

3/4 dl rapsolie

170 g sukker

3 æg

1 tsk vanillesukker

250 g mel

2 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

Nutella

Smør/margarine, olie, sukker, æg og vanillesukker kommes i skålen til en røremaskine og røres, indtil det er jævnt. Bland mel, salt og bagepulver og rør det i med en ske. Der skal ikke røres for meget.

Dejen fordeles i muffinforme. Jeg satte mine papirforme i en linseform, for så havde jeg styr på dem.

Så skal der lægges en lille teskefuld Nutella på hver muffin.

Med en pind eller lignende (jeg brugte et træ-grillspyd) laves der en “hvirvel” i hver muffin – dvs. man stikker pinden i og drejer rundt.

Så sætter man hele herligheden i ovnen ved 200 grader i 5 min, sænker varmen til 180 grader, og bager kagerne i ca 15 minutter – indtil man kan stikke en pind i dem, uden der kommer dej med ud.

Og de tager sig rigtig godt ud, synes jeg da.

 

Skriv et svar