Jordskokkechips

Disse chips er rigtig gode som drys på en parmesansuppe eller måske en jordskokkesuppe. Det er aldrig lykkedes mig at lave for mange, for der er altid nogen, der lige snacker de sidste i skålen.

Ingredienser:

1 pose jordskokker

1 l rapsolie

Jordskokkerne vaskes, og så går det i al sin enkelhed ud på at skære dem i så tynde skiver som muligt. Jeg brugte pålægsmaskinen, men man kunne også bruge et mandolinjern. Skiverne opbevares i koldt vand for ikke at misfarves. Inden de skal steges, skal de lige tørres på et viskestykke eller lignende.

Olien varmes op, indtil den syder omkring en tændstik (hvis man altså stikker enden af en tændstik ned i olien).

Så kommes jordskokkeskiverne i den varme olie. Pas på ikke at overfylde gryden, for så bliver de ikke sprøde.

Når de er blevet let gyldne, tages de op og lægges på et stykke køkkenrulle, indtil overskydende olie er dryppet af.

Chipsene kan med fordel opbevares i et stort sylteglas. men sørg for, at de er helt kolde, inden låget lukkes – ellers bliver de bløde.

 

Skriv et svar