Saltkød

Hjemmelavet pålæg er gået helt af mode. Det er synd, for det smager bedre end det, man køber i plastikemballage i supermarkederne. Og så lang tid tager det nu heller ikke – jo det her tager nogle dage, men man kan jo lave andet imens. Det passer sig selv det meste af tiden.

Ingredienser:

½ kg okselårtunge

Saltlage:

½ liter koldt vand

75 g salt (man kan bruge nitritsalt, men det er jo ikke politisk korrekt)

10 g sukker

3 – 4 laurbærblade

10 hele peberkorn

7 hele allehånde

10 hele korianderfrø

Lagen røres sammen. Den skal ikke koges. Man skal bare sørge for, at alt saltet er opløst

Det smukke stykke kød lægges i lagen, som skal dække kødet helt, og sættes i køleskabet i 3 dage.

Efter 3 dage i lagen har det fået en lidt anden kulør.

Nu skal det koges. Det skal koge en times tid, hvis man bruger en gryde, men jeg ville gerne bevare al saften i kødet, så jeg vakuumpakkede det og smed det i sous vide´n. Det fik 5 timer ved 57 grader.

Jeg lod det blive i vakuumposen mens det kølede af. Så skar jeg nogle fine skiver, og det er tydeligt at se, at saften er forblevet i kødet.

Så nu glæder jeg mig til Dyrlægens Natmad.

Skriv et svar