Nu, hvor vi har fat i chilierne, så kan vi jo lige så godt gå hele vejen og lave en rigtig indonesisk ret med masser af chili, kokos og andre eksotiske ting.
Ingredienser:
3 – 4 friske røde chilier
1 stort løg
4 fed hvidløg
2½ cm ingefær
1 tsk korianderfrø
1 tsk hel spidskommen
50 g kokosmel
Olie til stegning
3/4 kg skært oksekød i tern
1 spsk kinesisk soya
1 stilk citrongræs
3 -4 kaffirlimeblade
½ tsk salt
2 dl vand
1 dåse kokosmælk
Start med at komme chilier, løg, hvidløg og ingefær i en blender og mos det, indtil det er nogenlunde jævnt. Rist koriander og spidskommen på en tør pande og rist derefter kokosmelet, indtil det er pænt lysebrunt.
Kom krydderierne og kokosmelet i en kaffekværn (som altså ikke skal bruges til kaffe mere) og mal det helt fint.
Varm olien op i en gryde og kom chiliblandingen i og steg den i ca. 5 min. Husk at røre i den imens. Det kan være nødvendigt at komme lidt vand i, for at den ikke skal brænde på.
Kom kødet i og steg det hele, indtil kødet er blevet brunt i stedet for rødt. Kom så kokos-krydderblandingen i sammen med soya, salt. fintsnittet citrongræs og strimlede kaffirlimeblade.
Rør det hele godt sammen, hæld vandet i og lad det simre stille og roligt i en times tid. Efter en times tid hældes kokosmælken i, og retten skal have lov at simre 3/4 – 1 time mere.
Traditionelt serveres det vist med ris, men jeg havde nogle naan-brød i fryseren, så dem fik vi til. En dejlig spicy ret, der er meget mere interessant, end den ser ud..