Det hænder, at der bliver mad til overs her i huset, men det er sjældent, der er nok til en dag til. Det er for resten også uendeligt kedeligt at spise det samme to dage i træk. Men når man så står og kigger i køleskabet og ser rester fra flere forskellige middage, så kan man jo prøve at skabe en ny ret – hvis ellers resterne passer nogenlunde sammen.
Jeg havde:
En rest kødsovs fra vi havde fået spaghetti
En lille kugle pizzadej
Nogle kogte kolde kartofler
Et lille stykke bacon
En halv bakke champignons
Og så ost, som jeg altid har i køleskabet
Et æg til at pensle med
Nu kunne jeg jo lave pizza, men det havde vi jo netop fået dagen før, så jeg måtte tænke i nye baner.
Jeg greb et tærtefad, smurte det med lidt olie og lagde de skivede kolde kartofler i bunden.
Jeg dryssede med salt og peber. Så skar jeg baconen i tern og champignons i skiver og svitsede det lidt, inden jeg hældte det over kartoflerne.
Oven på det hældte jeg kødsovsen og dryssede med revet ost.
Så rullede jeg pizzadejen tyndt ud og lagde den på som låg.
Jeg lavede nogle huller, så dampen kunne slippe ud og penslede med sammenpisket æg.
Så satte jeg hele arrangementet i ovnen ved 180 grader i ca. 15 min., indtil dejen var bagt. Fyldet var jo allerede tilberedt, og skulle kun varmes op.
Det lignede noget meget mere fancy, end det var, men det smagte forrygende.
Og resterne blev spist.