En frittata er sådan set en omelet, men på italiensk hedder den frittata og indeholder både grønsager og – ikke mindst – parmesan. Grønsagerne her var bare, hvad jeg havde i køleskabet – kun fantasien sætter grænser.
Ingredienser:
2 porrer
1 rød peberfrugt
1 jalapeno
Olie til stegning
6 æg
1 dl groftrevet parmesan
½ dl fløde eller mælk
lidt salt
Ekstra parmesan til gratinering
Skær porre, rød peberfrugt og jalapeno i tynde strimler. Svits grønsagerne i lidt olie på en pande, der kan tåle at gå i ovnen.
Pisk æggene sammen med parmesan, fløde og salt, og hæld det ud over grønsagerne på panden.
Lad det stivne lidt ved middel varme. Inden det er helt stivnet drysses parmesan over, og panden sættes i ovnen ved 200 grader, indtil osten er smeltet, og æggemassen er helt stivnet.
Den smager også fortryllende kold som frokost dagen efter.