Carne con chili

Nej – det er ikke en trykfejl – jeg mener carne con chili og ikke omvendt. Jeg er blevet belært om, at chili con carne er en tex mex variant og ikke autentisk mexicansk. Der skal heller ikke bønner i, men kun oksekød, tomater, løg – og så selvfølgelig chili. og så serveres den med forskelligt tilbehør.

Ingredienser:

300 g skært oksekød i små tern – nej det skal ikke være hakket

Olie til stegning

En god håndfuld små tomater

4 fed hvidløg

2 jalapenos med kernerne i

1 gul cayenne-chili – også med kernerne i

1 rødløg

1 tsk spidskommen

2 -3 hele allehånde (knuses)

1 tsk oregano

1 laurbærblad

1 tsk salt

evt. en røget chipotle-chili (hvis man har en – ellers kan man bruge en syltet)

Start med at svitse hele tomater, chili og hvidløgsfed på en tør pande, indtil det tager lidt farve.

Hæld det herefter i en blender og blend det, indtil det er findelt.

Varm olien på en pande og svits kødet heri.

Når det er svitses, tilsættes det hakkede rødlg og krydderierne og svitses med.

Til slut hældes de blendede grønsager ved og retten simrer under låg i et par timer.

Den serveres med creme fraiche, hakket avocado og revet ost. Og så selvfølgelig en mexicansk soft taco.

Der er spark i den, men jeg syntes ikke, man blev slået bagover af styrken.

Skriv et svar