De fleste, som har været en tur i Tyskland, har prøvet at spise en jægerschnitzel på et eller andet tidspunkt. En gang var det et “must” når man kørte sydover ad Autobahn, men efterhånden er kvaliteten dalet, i hvert fald på de tyske rastepladser, hvor jeg har været de seneste år. Heldigvis er det ikke en tendens, der har bredt sig til resten af landet. Man kan stadig få en rigtig anstændig schnitzel de fleste steder i Tyskland, hvis man bare tager en lille afstikker.
Ingredienser:
2 schnitzler (jeg brugte skinkeschnitzler, selv om jeg godt ved, der ikke er rigtigt.)
mel, æg og rasp til panering
smør/olie til stegning
Jægersovs:
100 g bacontern
evt. lidt olie
1 løg
5 champignons (helst brune – de smager af lidt mere)
1 spsk koncentreret tomatpure
1 dl vand eller fond
1 dl hvidvin
salt, peber
timian
paprika
Gemüse:
100 g bacontern
200 g ærter (frosne kan fint bruges)
100 g perleløg (her foretrækker jeg også de frosne)
smør
Schnitzlerne fik nogle bank – jeg har ikke en kødhammer, men siden af en stor kødøkse giver samme resultat. Så blev de først vendt i mel – så sammenpisket æg og så i hjemmelavet pankorasp. Så fik de lov til at ligge lidt og vente.
Til sovsen steges baconternene sammen med løg og champignons.
Der hældes hvidvin ved, og det får lov at koge lidt væk.
Så kommer man tomatpure og fond/vand i og smager det hele rigtig godt til med salt, peber, paprika og timian.
Til gemüsen svitses bacon I lidt smør. Perleløgene tilsættes og derefter ærterne.
Det hele varmes godt igennem.
Schnitzlerne steges I smør/olie og serveres med ærterne, sovsen og pommes frites eller brasede kartofler.