Store røgedag

Så fik jeg taget mig sammen til at finde min røgeovn frem igen. Jeg gik på opdagelse i fryseren efter røge-egnede emner og kom tilbage med lidt forskelligt til mine forsøg. Så dette indlæg er faktisk ikke så meget en opskrift, men mere en fortælling om mine eksperimenter og erfaringer. Foreløbig laver jeg kun varmrøgning. I den sommer, vi har i år, er det umuligt at lave andet, med mindre man vil arbejde om natten.

Jeg endte med at røge:

En fransk poussin

Et andelår

En torskefilet og 9 -10 tigerrejer

En håndfuld jalapenos og en god håndfuld fransk havsalt

Jeg ville røge om søndagen, så lørdag morgen lagde jeg poussinen og andelåret i hver sin saltlage. Her skulle de ligge indtil om aftenen, hvorefter de så skulle tørre indtil næste morgen, hvor de skulle røges.

Den eneste forskel på saltlagen var, at jeg havde kommet et laurbærblad i til kyllingen og hældt et skvæt portvin ned til anden.

Torsk og rejer blev tøet op i køleskabet i løbet af natten og blev drysset med salt og peber, hvorefter de lå og ventede, indtil de skulle røges efter poussin og and.

Jalapeno-chilierne blev trukket på en snor, og saltet blev pakket ind i et stykke klæde, så det kunne hænges op.

Og så var jeg klar!

Røgeovnen blev tændt og indstillet på 70 grader, og da der var godt gang i røgen, blev poussin, and, salt og chili hængt ind.

Efter 2  timer var chilierne så møre, at de truede med at falde af snoren, så dem tog jeg ind og lagde i olie. Her kan de holde sig rigtig længe.

Efter endnu en time hentede jeg poussin og andelår ind. For en sikkerheds skyld smed jeg dem lige kortvarigt i en gryde vand, jeg havde kogt op og taget af varmen. Jeg lod dem ligge i ca 5 min. for lige at varmebehandle dem, så jeg ikke risikerede salmonella-forgiftning.

Så fik de lov at køle af igen.

Så skruede jeg røgeovnen op på 85 grader og lagde torsk og rejer ind. De fik knap en time, så så de fine ud.

Saltet fik lov til at hænge i ovnen under hele røgningen. Det tog lidt røgsmag til sig, men det måtte godt have smagt lidt mere af røg.

 

Skriv et svar