Det er ikke nogen hemmelighed, at vi godt kan lide alle slags svampe og bruger dem næsten lige så meget, som vi bruger bacon:-) Der var tilbud på shitake svampe, så det blev til en sauce.
Ingredienser:
1 lille løg
2 fed hvidløg
100 g shitake svampe
smør eller olie til stegning
salt
1 dl rødvin
1 dl bouillon
1 dl fløde
evt. kulør, jævning og citronsaft
Løg og hvidløg pilles og hakkes fint. Det svitses en lille smule i lidt smør eller olie. Svampene skæres lidt i stykker og hældes i gryden til løgene. Kom lidt salt i.
Når det har simret i nogle minutter hældes vin og bouillon i og det hele skal koge ind i ca. 10 minutter.
Til sidst hældes fløde i, og det fik ærlig talt en underlig kulør, så jeg puttede lidt madkulør i. Og så fik det en lille smule jævning.
Smag til med salt, peber – og måske en lille smule citronsaft.