Kartoffel-burritos

Det siges, at man ikke må lege med maden! Men det gør jeg altså alligevel en gang imellem. Det skal ikke altid være lige trist. Denne leg gik ud på at rulle kartoffelmos ind i en pandekage og så gratinere det hele. Resultatet var faktisk ret vellykket.

Ingredienser:

5 tortillaer (ja, jeg brugte færdigkøbte, men kunne have lavet dem selv)

6 almindelige kartofler

2 små søde kartofler

1 lille løg

En god klat smør

1 æg

salt, peber og revet muskatnød

100 g revet ost

Lidt ærteskud (eller noget andet grønt)

Jeg startede med at koge kartofler, søde kartofler og løg, indtil de var møre. Jeg havde nogle søde kartofler, men de er nok ikke strengt nødvendige.

Så lavede jeg en mos af dem sammen med smør, æg og krydderier.

Jeg lagde en klat af mosen på hver pandekage sammen med nogle ærteskud og lidt ost.

Osten, jeg har brugt, er en streng-ost fra Tyrkiet, men revet mozzarella kan fint bruges. Ærteskuddene brugte jeg, fordi jeg tilfældigvis havde dem liggende i køleskabet. Her kan man bruge lige, hvad man har lyst til.

Så rullede jeg hele molevitten sammen, lagde pandekagerne i et ovnfast fad og dryssede revet ost ovenpå.

Fadet kom i ovnen ved 180 grader, indtil osten var blevet gylden.

Det smagte virkelig godt, og da vi ikke er vegetarer, fik vi altså også et stykke kød til. Det mætter meget, så denne portion vil jeg tro, kunne række til 3-4 personer.

 

Skriv et svar