Kaninfilet med svampesauce og rosenkål

Så kom vi tilbage til kaninen fra Langeliniegården. Det er kæmpekaniner, så det var ikke noget problem at skære fileten fra ryggen og få et måltid til to ud af det.

Ingredienser:

2 kaninfileter

4 skiver serranoskinke (parma kan også bruges)

2 spsk buko pikantost

100 g champignons

1 dl fløde

olie til stegning

salt, peber

Rosenkål:

1 forårsløg

200 g rosenkål

4 – 5 små tomater

et nip chiliflager

salt, peber

citronsaft

 

Smør lidt buko-pikantost på serranoskinken og vikl den om kaninfileterne. Der går to skiver til hver filet.

Steg fileterne i lidt olie. De skal kun have ca. 5 min. i alt. De må endelig ikke få for meget, da de så bliver tørre. Og de skal stege færdig i saucen til sidst.

Tag dem af og steg champignons på panden. Når de er lidt stegt, tilsættes fløde, og der smages til med salt og peber.

Læg kaninfileterne tilbage i saucen og lad dem stege færdige i et par minutter.

Imens renses og halveres rosenkålene. De steges med det snittede forårsløg, indtil de er møre. Så tilsættes halverede tomater, som steger med et øjeblik. Smag til med salt, peber og chili. Dryp lidt citronsaft over til allersidst.

Server kaninfileterne med rosenkål og saucen.

 

Skriv et svar