Disse små grønne Padron-pebre bliver brugt i Spanien som tapas, evt. gríllet og sommetider med fyld i. Jeg lavede dem i ovnen, og lavede fyldet af tigerrejer, hvidløg og limesaft.
Ingredienser:
12 grønne padron-peberfrugter
12 tigerrejer
saft af 1 limefrugt
1-2 fed hvidløg
lidt salt
olie
Rejerne puttes i en foodprocessor sammen med hvidløg og limesaft. Det blendes til en grov mos. Kom lidt salt i. Stilk og kerner fjernes fra pebrene. Husk at gøre det fra enden af, for pebrene skal gerne være hele, så de kan fyldes.
Nu forestår så pillearbejdet med at få fyldet ned i pebrene. Man kan fylde flydet i en sprøjtepose. Det gjorde jeg, men det gjorde faktisk ikke opgaven ret meget nemmere. Man er vist bare nødt til at tage den tid, det tager.
Når fyldet er kommet i, lægges pebrene i et ovnfast fad og der hældes lidt olie over dem allesammen.
Fadet sættes i ovnen ved 180 grader i et kvarters tid, så både pebrene og fyldet er gennembagt.
Det smager godt med lidt chili-mayo til.