Bitterballen

Der er ikke noget bittert ved dem, men de hedder altså sådan. Det er en hollandsk snack, som laves af en rest stegt eller kogt kød. Jeg havde en rest pulled pork, så den blev brugt, og det lykkedes helt fint. De ville også kunne gå til en tapas-servering, for de minder faktisk lidt om de spanske croquetas, som der så bare er skinke i.

Ingredienser:

200 g tilberedt kød – strimlet

50 g smør

75 g mel

3½ dl oksebouillon

1 lille hakket løg

1 fed hakket hvidløg

salt og peber

Mel, æg og rasp til panering og olie til stegning

Smelt smørret i en gryde. Hæld løgene og hvidløget i og lad det simre, indtil de er bløde. De skal ikke brune. Hæld mel ved og rør godt. tilsæt så bouillon lidt efter lidt. Kom kødet i.

Når det kommer i kog, bliver det til en meget tyk masse.

Bred denne masse ud i et fad eller lignende og stil det til afkøling i et par timer.

Tril nu kugler på størrelse med en bordtennisbold, og vend dem først i mel, så i æg og til sidst i rasp.

Varm en frituregryde eller en dyb pande med olie op og steg kuglerne nogle stykker ad gangen, indtil de er gyldne.

Lad dem lige dryppe af på lidt køkkenrulle. De kan holdes varme i ovnen, mens man steger resten.

De smager godt med thai-chilisovs. Den originale hollandske opskrift siger sennep, men smag og behag er jo forskellig.

 

 

Skriv et svar