Cannelloni

Så leger vi igen med pasta, og igen kommer det i ovnen med ost på! Så kender vi mig igen. Jeg har længe villet prøve at lave cannelloni, og da jeg havde en halv portion pastadej liggende fra dagen før, så var det nu.

Ingredienser:

½ portion pastadej

1 flaske marinara-sauce eller lignende

Revet mozzarella

Til fyldet:

Lidt olie

150 g frisk spinat

1 bæger ricotta

50 g revet parmesan

50 g revet cheddar eller mozzarella

1 æg

1 fed hvidløg

lidt revet muskatnød

salt og peber

Start med at varme olien på en pande. læg spinaten på og lad det synke sammen.

Herefter skal det afkøle. Når det er koldt, hakkes det lidt med en kniv og røres sammen med de øvrige ingredienser til fyldet.

For at gøre det nemmere at fylde cannellonierne, kan fyldet kommes i en sprøjtepose.

Hvis man køber cannelloni færdige, er det hele rør, men af gode grunde måtte jeg selv rulle rørene sammen om fyldet.

Jeg skar de udrullede pastaplader ud, så de passede i længden med mit ovnfaste fad, og så lagde jeg en stribe fyld på hver,

rullede dem sammen og lagde dem i fadet, hvor jeg først havde hældt en halv flaske marinara-sauce.

Når alle rullerne er fyldt og lagt i fadet,

hældes resten af saucen over og der drysses med mozzarella. – Og måske også lidt revet cheddar. Der kan aldrig være for meget ost.

Fadet sættes i ovnen ved 170 grader i ca 20 minutter, indtil det er gyldent på toppen.

 

 

Skriv et svar