Der lå 7 – 8 forladte rødbeder i grønsagsskuffen, så jeg besluttede mig for at få nogle af dem brugt, mens de endnu var gode. Så hvorfor ikke rødbede-tzatziki.
Ingredienser:
4 rødbeder – det er svært med antallet, for det kommer jo an på, hvor store de er.
2 dl yoghurt – helst græsk eller tyrkisk
2 – 3 fed hvidløg efter smag
salt
Riv rødbederne på et groft rivejern – det sprøjter en del, så jeg satte skålen ned i vasken, så rødbedesprøjtene var til at skylle af bagefter. Jeg brugte også latexhandsker for ikke at få røde hænder i flere dage.
Da nu rødbederne var så saftige, lod jeg dem stege lidt på en pande, indtil det meste af saften var kogt ind. Ellers ville min tzatziki blive alt for tynd.
Nu skal de revne rødbeder så lige køle af, og imens blander man yoghurt, hvidløg og et nip salt.
Når rødbederne er blevet kolde, blandes de med yoghurten, som får en fin rød farve.