Koreansk oksetværreb

Et apparat som en slowcooker er rart at have. Her kan man bare hælde det hele i, lægge låget på, og så først tænke på det igen, når det er spisetid. Tværreb er noget kød, som elsker slowcookeren. Man skal selvfølgelig huske at starte i god tid.

Ingredienser:

3 stykker oksetværreb

Lage:

1 løg i tynde skiver

2 dl kinesisk soya

2 dl oksebouillon

2 spsk hvidvinseddike

1 dl brun farin

½ spsk sort peber

1 spsk sesam-eller anden olie

5 fed hakket hvidløg

1 tsk chiliflager

Pynt:

1 – 2 strimlede forårsløg

Læg de tre stykker tværreb i slowcookeren og bred det skivede løg ud over.

Rør lagen godt sammen og hæld den ud over kødet.

Læg låg på, og tænd slowcookeren på laveste niveau. Lad den nu stå i 7-8 timer.  Når tiden er gået, er kødet så mørt, at det falder af benene. Kødet har afgivet en hel del fedt, så det er en god ide lige at skumme det meste af, inden man spiser. Det fedt kan man så gemme og bruge til at stege i – i disse anti-madspilds tider.

Hvis man synes, kan man jævne saucen lidt, men vi spiste den, som den var til kødet og fik ris til.

 

Skriv et svar