Tacos med Birria de Res – Mexicansk kødfyld

Nu har jeg fundet slow-cookeren frem igen. Den har ellers stået lidt og samlet støv, Men den gør det muligt at få sådan en ret her på en almindelig hverdag. Den skal bare sættes i gang om morgenen, og så er den færdig, når man kommer hjem. Bruning m.v. kan man jo lave aftenen før, så man stort set bare skal “trykke på knappen” om morgenen.

Ingredienser:

1 kg oksebov

2 tørrede guajillo chili

1 tørret ancho chili

2 dl varmt vand

1 fed hvidløg

½ tsk tørret oregano

½ tsk tørret timian

1 hel nellike

et lille stykke hel kanel (et par cm)

1 laurbærblad

1- 2 dl oksebouillon

Salt og peber

lidt olie til stegning

Til servering:

Tortillas – som i denne opskrift

Creme fraiche

Snittet forårsløg

Revet ost

Start med at riste de tørrede chilier på en tør grillpande i et par minutter.

Læg dem i det varme vand, indtil de er bløde – det tager 5 – 10 minutter. Smid stilken og kernerne væk – gem vandet. Læg chilierne i en blender sammen med hvidløg, timian, oregano, nellike, kanel, laurbærblad, salt og peber. Hæld chilivandet over og blend det hele, indtil det er helt fint.

Brun kødet på alle sider i lidt olie. Krydr med salt og peber. Læg kødet i slow-cookeren, hæld indholdet fra blenderen over og fyld op med bouillon, indtil kødet er dækket.

Læg låg på og tænd slow-cookeren på laveste trin og lav noget andet i 6 – 8 timer – eller gerne længere.

Nu er kødet helt mørt, og kan trækkes fra hinanden. Gem endelig saucen.

Serveres med tortillas, snittet forårsløg, creme fraiche og revet ost. Og et dryp af den dejlige sauce.

Tip: Hvis der er kød til overs, kan det sammen med sovsen blive til en rigtig fin gang chili con carne dagen efter.

 

Skriv et svar