En kanelsnegl til morgenkaffen i weekenden er ikke uoverkommeligt, når man kan lave dem dagen før, og så først bage dem, når man står op. Dejligt.
Ingredienser:
Dej:
15 g gær
1½ dl mælk
2 æg
1 tsk vanillesukker
1 tsk salt
475 g hvedemel
50 g smeltet smør
Fyld:
100 g blødt smør
100 g brun farin
1 spsk stødt kanel
Rør gæren ud i mælken, som ikke skal lunes først. Hæld resten af dejens ingredienser i og ælt dejen, indtil den er blød og smidig.
Rør fyldet sammen.
Rul dejen ud til et rektangel og smør fyldet på. Rul dejen sammen og skær ca 12 skiver og sæt dem i et ovnfast fad med bagepapir. Der skal være lidt afstand mellem dem, så der er plads til, at de kan hæve.
Dæk fadet til og sæt det i køleskabet til næste morgen. Tag fadet ud, når du tænder for ovnen, så sneglene lige kan vågne mens ovnen varmer op.
Sæt fadet i en 200 grader varm ovn uden varmluft og bag sneglene i ca. 20 – 25 minutter, indtil de har fået den farve, du gerne vil have.
Der kan kommes glasur på, men vi spiste dem uden.