Svampefad

Når et supermarked har svampe i løs vægt, kan jeg ikke stå for det. Ikke alle de plastik- og papbakker. Og det er som regel ikke champignons, jeg falder for at købe. Denne gang blev det til kantareller og shitake svampe. Nu skal man jo ikke altid lave svampesauce, selv om det også er dejligt, så ved hjælp af et par ekstra ingredienser blev det til et superlækkert svampefad.

Ingredienser:

300 g kantareller

150 g shitake

1 rødløg

lidt olie til stegning

2 fed hvidløg

2-3 kviste timian

lidt revet muskatnød

salt og peber

1 dl revet cheddarost

½ dl revet parmesan

Hak rødløget og steg det blødt i lidt olie.

Imens renses svampene. Uden vand selvfølgelig. Svampe suger vand til sig og bliver smattede. Jeg har en lille børste, som jeg bruger til at fjerne rester af jord fra svampene.

Så skæres svampene ud i passende stykker og kommer på panden til løget. Drys med salt og peber og lad det stege, indtil svampene har sluppet væden og den er kogt væk. Riv hvidløget og kom det i sammen med timian og muskat. Det er bedst, hvis man plukker bladene af timiankvistene. Så behøver man ikke tænke på, om man glemmer at fjerne kvistene senere.

Bland det hele godt og hæld det i et ovnfast fad. Drys med de to slags ost og sæt fadet i ovnen ved 180 grader i ca. 15 minutter. indtil osten er gylden.

 

Skriv et svar