En nem og hurtig ret til en dag, hvor man måske ikke kan mønstre den store sult. Ellers er det en perfekt forret – eller natmad. Normalt serveres suppen med ostebrødet svømmende i, men jeg vil hellere have brødene sprøde, så derfor serverer jeg dem ved siden af.
Ingredienser:
3 store løg
Olie til stegning
1 dl tør hvidvin
2 l vand
2 fed hvidløg (kan udelades)
en suppevisk (lidt porretop, selleri, timian og persille)
1 stor spiseskefuld mel
Salt og peber
Nogle skiver brød (f.eks. ciabatta)
Revet ost (jeg brugte parmesan)
Start med at finde løgene. Jo større de er, jo færre skal der bruges. Mine var ikke helt store nok, syntes jeg, så jeg tog 4.
Pil løgene og skær dem i skiver.
Varm olien i en gryde og steg løgene heri, indtil de bliver bløde og tager farve.
Kom melet i og rør godt. Hæld hvidvin i og lad det koge op. Smid så suppeurterne i gryden.
Fyld de 2 l vand på og bring det hele i kog.
Lad suppen koge en halv times tid. I mellemtiden laves ostebrødene. Læg den revne ost på brødskiver og gril dem i ovnen, indtil osten er gylden.
Tag suppeurterne op af suppen og smag den til med salt og peber. Server med de varme ostebrød.