Syltede drueagurker

Jeg har syltet så meget gennem tiden, men aldrig drueagurker, Så da jeg så dem hos grønthandleren, måtte jeg jo købe dem. Det er ganske vist uden for sæsonen, så det er ikke helt korrekt, men nu gjorde jeg det altså. Som følge af årstiden, kunne jeg heller ikke få krondild, så jeg brugte bladdild i stedet for.

Ingredienser:

1 kg drueagurker

1 l vand

100 g salt

En stor dusk dild – eller et par dildkroner

2 tsk sennepsfrø

15 sorte peberkorn – eller 10 lang peber

1 lille løg i skiver

2 fed hvidløg

6 dl lagereddike

300 g sukker

En eller anden form for smagløs alkohol (eks. vodka) til at skylle glassene i.

Kog vandet med salt i, indtil saltet er opløst. Køl det af. Prik i mellemtiden alle agurkerne med en gaffel eller andet spidst og læg dem i en skål. Når saltlagen er kølet ned, hældes den over. Læg et eller andet ovenpå, for at holde agurkerne nede i lagen. Sæt skålen i køleskabet til næste dag.

Gør krydderierne klar

og fordel dem i de vodka-skyllede glas. Jeg ventede med dilden – den stoppede jeg ned mellem agurkerne.

Skyl saltet af agurkerne og fordel dem i glassene. Det kan blive nødvendigt at skære nogle af dem over.

Kog eddiken med sukkeret og hæld den varme lage over agurkerne i glassene. Sæt låg på med det samme.

Lad agurkerne trække i mindst 4 uger, før der spises af dem.

Skriv et svar