Butter Rabbit – kanin på indisk

Den indiske ret hedder Butter Chicken, men der er vel ikke noget i vejen for at lave retten med kaninkød, når man nu kan. Og så bliver det jo til Butter Rabbit.

Ingredienser:

3 – 400 g kaninkød uden ben – jeg brugte filet’en

Marinade:

1 dl yoghurt

½ tsk salt

½ tsk chilipulver

½ tsk stødt spidskommen

½ tsk gurkemeje

1 tsk revet ingefær

1 fed revet hvidløg

Sauce:

100 g smør (det hedder ikke Butter Rabbit for ingenting)

2 rødløg i tynde skiver

1 tsk revet ingefær

2 fed revet hvidløg

1 dåse flåede tomater

½ tsk salt

1 tsk chilipulver

1 tsk stødt koriander

1 tsk garam masala

2 dl bouillon eller vand

½ dl fløde

1 bundt hakket persille

Bland ingredienserne til marinaden. Læg kødet i og lad det trække mindst 2 timer i køleskabet.

Smelt 25 g smør i en pande med tilhørende låg og svits løg, hvidløg og ingefær.

Bliv ved med at røre i løgene, og når de er ved at blive bløde, kommes endnu 25 g smør i panden. Løgene skal stege, indtil de er helt møre.

Kom salt ved og hæld tomaterne på. Rør det hele godt rundt og tilsæt chilipulver, koriander og garam masala. Hæld til sidst bouillon eller vand på og lad det hele simre i mindst en halv time under låg. Hvis det bliver lidt tørt, hælder man mere væde ved.

Sluk for saucen og lad den køle lidt af, inden den blendes og hældes tilbage i panden og varmes op igen. Kom nu endnu 25 g smør i saucen og lad det smelte. Tilsæt fløde og hakket persille.

Steg kaninfilet’erne i de sidste 25 g smør på en anden stegepande. Hæld resten af yoghurt-marinaden over dem, mens de steger.

Steg dem, indtil de er pænt gyldne. De behøver ikke være gennemstegt, for de skal koge lidt i saucen.

Skær kødet i mundrette bidder og læg dem i saucen. Rør det hele godt rundt og lad det koge i 5 minutter, indtil kødet er gennem-tilberedt.

Serveres med ris og naan-brød.

 

Skriv et svar