Brunsviger

Nu kalder jeg den ved det navn, som den er kendt under i det meste af landet, men der, hvor jeg blev født og voksede op, kaldte vi det en smørkage. Det giver god mening, for den er fuld af smør. Men sådan er det jo med mange slags bagværk. De skifter navn alt efter, hvor i landet man befinder sig.

Ingredienser:

Dej:

250 g mel

25 g gær

1 dl mælk

1 æg

40 g smør

1 spsk sukker

1/4 tsk salt

Fyld:

150 g smør

150 g brun farin

Til dejen smeltes smørret og mælken hældes i. Når det er håndvarmt, røres gæren ud i det og resten af ingredienserne tilsættes. Dejen æltes sammen og lægges i en smurt springform på ca 25 cm. Man kan beklæde den med bagepapir, hvis man vil være helt sikker på, at den ikke hænger i. Dæk formen med et viskestykke og lad dejen hæve i 3 kvarter.

Til fyldet smeltes smørret og farinen røres i.

Det skal røres godt sammen, for sukkeret skal gerne smelte.

Når dejen har hævet, prikker man med fingrene nogle dybe huller over det hele.

Så hælder man fyldet ud over dejen. og lader det løbe ud og ned i hullerne.

Kagen bages i en 180 grader varm ovn i 20 – 25 minutter.

Kagen skal helst spises samme dag, den er bagt – det gør faktisk ikke noget, den er lidt lun.

 

Skriv et svar