I min ungdom – for et par år siden – var grisoletter noget, man fik ved at rulle nogle lange stykker stribet flæsk sammen. Jeg synes nu, min udgave er mere lækker – der er i hvert fald ikke så meget fedt gemt i kødet.
Ingredienser:
4oo g svinefilet – dvs. kam, befriet for enhver form for fedt og sener
Salt og peber
½ portion basilikumpesto – hvis man har en rest, kan man jo bruge den
2 hakkede champignons
4 tynde skiver bacon
Olie til stegning
Start med at skære svinefilet’en ud i et langt stykke. Det gøres ved ligesom at skære i en spiral og huske at vende kødet, før man skærer helt igennem. Så får man et langt stykke kød, som kan rulles sammen om noget fyld.
Drys kødet med salt og peber og smør pestoen på. Lige der, hvor man regner med, at midten vil være, når man ruller det sammen, lægger man en strimmel hakkede champignons.
Så ruller man kødet sammen – på billedet vil det være fra venstre mod højre – og fæstner det med nogle kødnåle eller tandstikker. Her har jeg på forhånd sat tandstikkerne der, hvor de skal holde sammen, når jeg skærer skiverne ud.
Skær mellem tandstikkerne. Her vil der så blive 4 grisoletter.
Læg en skive bacon rundt om hver – sæt den fast på den tandstikker, der allerede er der.
Steg grisoletterne på en stegepande i lidt olie, indtil de er gyldne og gennemstegte. Giv dem endelig ikke for meget – for så magert kød kan let blive tørt.