Marinerede peberfrugter i olie

Nu er vi ovre i en kulørt sag. Det er dejligt en gang imellem at arbejde med noget farverigt, som disse peberfrugter. Jeg havde kun røde og gule, men grønne ville også have pyntet. Vi er igen ude i noget, der kan bruges til tapas, men jeg er sikker på, at frugterne også kan bruges i en sandwich.

Ingredienser:

Peberfrugter i forskellige farver

Hvidløg

Laurbærblade

Peberkorn – jeg brugte røde, grønne og sorte

Olivenolie

Det er lidt svært med mængderne, men det hele afhænger af, hvor mange peberfrugter man har, og så giver det næsten sig selv, for glassene skal være fyldt, og olien skal dække.

Man altså: Start med at tænde grillen – jeg brugte den i ovnen.

Skær peberfrugterne i halve og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Grill dem, indtil skindet er blevet sort de fleste steder.

Læg dem varme i en skål og læg låg på. Lad pebrene afkøle noget under låg. De skal være, så man kan røre ved dem uden at brænde sig.

Imens kan man jo finde krydderierne frem og skolde glassene, som man skal bruge.

Når pebrene er, så man kan røre ved dem, fjernet man stilke og kerner, og skindet bør være lige til at trække af. Så skæres de i strimler og lægges i de skoldede glas sammen med krydderierne.

Til allersidst hældes olien langsomt over. Det tager lidt tid, for den skal lige fordele sig i hele glasset. Evt. kan man flytte lidt forsigtigt rundt på indholdet med en ske, så olien bedre kan fordele sig.

Når olien når helt op til kanten og alt er dækket, sættes lågene på glassene. Man behøver ikke vente i flere uger, for det smager faktisk godt allerede.

 

Skriv et svar