Når jeg køber en hel oksefilet for at skære den til bøffer og lignende, bruger jeg som regel de lidt ureelle endeskiver til at skære ud til tern eller strimler, for så at bruge dem i retter, hvor stegetiden ikke er så lang, så kødet gerne skal være mørt fra starten. Dette er en af disse retter.
Ingredienser:
400 g oksefilet i strimler
1 æg
4 spsk majsstivelse (Maizena)
salt og peber
olie til stegning
1 løg i skiver
1 rød chili
1 tsk revet ingefær
3 hakkede fed hvidløg
2 spsk riseddike
3 spsk kinesisk soya
2 tomatkoncentrat
2 tsk sukker
2 spsk tomatketchup
2 spsk sød thai-chilisauce
Bland kød, æg, salt, peber og majsstivelse i en skål. Det bliver ret klistret.
Varm olien op i en wok eller stor stegepande. Brun kødet ved god varme til det har fået en dejlig brun skorpe. Tag det op på en tallerken.
Steg de skivede løg i ca. 2 minutter og kom hakket chili, hvidløg og ingefær i. Steg det hele i 1 minut og hæld så resten af ingredienserne i panden/wokken. Kog lidt på det, så saucen tykner en lille smule.
Kom kødet tilbage i panden og varm det igennem.
Pynt evt. med chili og forårsløg. Smager godt med stegte ris til.