Langtidsstegt lammebov

Sådan et stykke lammebov kan blive rigtig dejligt, når det bliver behandlet med omhu og tålmodighed. Og til dem, der mener, at lammekød smager af uld, vil jeg sige, at så har de ikke smagt et godt dansk lam, som er opdrættet med kød som formål, men kun smagt lammekød, som er et biprodukt af uldproduktion.

Ingredienser:

1 udbenet lammebov

4-5 shitake svampe

2 fed hvidløg

1 kvist timian

2 gulerødder

1 porre

salt og peber

olie til bruning

evt. 1 dl hvidvin

evt. lidt fløde til saucen

Lammeboven lægges på et skærebræt og foldes ud. Hvis den ikke er udbenet, gør man det.

Så drysses godt med salt og peber, og hvidløg og svampe hakkes og fordeles over kødet,

som rulles sammen og snøres godt og grundigt, så intet falder ud.

Kødet brunes i en gryde i lidt olie,

og så tilsættes gulerødder, porre (skåret i mindre stykker) og timian.

Der hældes lidt vand og evt. hvidvin ved, og så lægges der låg på gryden, som sættes i ovnen ved 150 grader i ca. 3 timer.

 

Tag kød og grønsager op og hold det varmt, mens saucen koges ind – evt. med piskefløde.

Fjern snoren og skær kødet i skiver.

Og server med grønsager, sauce og måske ristede kartofler.

 

 

Skriv et svar