Jeg havde købt en hel kylling, da jeg skulle lave kylling i cola, så jeg havde stadig kyllingebrystet siddende på skroget. Jeg skar det af og fyldte en blanding af spinat, champignons og parmesan i.
Ingredienser:
2 kyllingebryster
En håndfuld frisk spinat
4 champignons
1 fed hvidløg
olie til stegning
salt og peber
2 spsk revet parmesan
Jeg hakkede, hvidløg, champignons og spinat og stegte det i olien på en pande.
Da spinaten var faldet sammen, stillede jeg fyldet til afkøling, før jeg rørte parmesanen i.
Imens skar jeg brysterne af kyllingeskroget. Jeg lod det inderste vingeben sidde på – bare fordi.
Så skar jeg en god lomme i kødet, så der var plads til fyldet.
Da jeg har traumer over de mange gange, jeg har fået serveret usigeligt tørt kyllingebrystkød, pakkede jeg disse i en vakuumpose, da jeg havde kommet fyldet i.
Posen smed jeg så i sousvide i 2 timer ved 60 grader.
Da de havde fået to timer, fik de lige en hurtig tur i lidt olie på en varm stegepande, så de fik lidt kulør.
Så blev de skåret i skiver og serveret – ingen tør kylling her. Jeg hader, når kødet knirker, mens man spiser det.