Tomatvand

Det er utroligt, at røde tomater og grøn basilikum kan give så klar og farveløs en væske. Man skal ikke lade sig narre af udseendet. Den er fuld af smag og egner sig rigtig godt som ganerenser mellem retterne under en rigtig god middag.

Ingredienser:

3 – 4 store tomater

1 håndfuld friske basilikumblade

2 skalotteløg

2 fed hvidløg

3 tsk hvidvinseddike

1 tsk salt

Det hele puttes i blenderen. Man kan skære tomaterne lidt i stykker, men det er ikke nødvendigt at flå dem, eftersom massen skal sies.

Så blendes det hele til en uappetitlig masse,

som hældes i en tyndmasket si med et klæde i – eller som jeg gjorde – i en kaffefilterpose, og stilles til afdrypning over et glas eller en anden beholder. Det er på grund af disse tilfælde, at jeg stadig gemmer min gamle filtertragt. Den er uovertruffen til opgaven.

Sæt hele arrangementet i køleskabet og lad det stå og dryppe af i 3 – 4 timer. Pas endelig på ikke at vælte det hele! Og lad være med at presse ned i massen – så går det ud over klarheden. Det skal have lov at stå og dryppe uforstyrret.

Når væsken er dryppet af, hældes den i glas, eller opbevares i en beholder, indtil den skal bruges.

Her har vi brugt tomatvandet som ganerenser inden hovedretten til nytår, men det kunne også have været brugt som en let sauce sammen med hummer eller andre skaldyr.

Skriv et svar