Karry er egentlig ikke et krydderi. Det er nærmere en sindstilstand, eller en nationalfølelse. Der er ingen ende på alle de forskellige karryer, der findes – eller currys, som de jo kaldes, der hvor de bruges mest. Det kedelige karrypulver fra Brugsen kan ikke hamle smagsmæssigt op med en god hjemmeblandet curry. Her er vi en tur på Jamaica. Det er ikke kun inderne, der laver currys.
Ingredienser:
1 spsk hele korianderfrø
1 spsk hel spidskommen
1 spsk hel allehånde
½ spsk hele bukkehornsfrø
½ spsk hele sorte peberkorn
3 spsk stødt gurkemeje
½ tsk stødt ingefær
½ tsk chiliflager
De hele krydderier kommes i en lille tør stegepande og ristes over middel varme i et par minutter. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på.
Når de er kølet af, kommes de i en krydderikværn og males sammen med chiliflagerne, før de blandes med resten af krydderierne.
Sværere er det ikke, og det af blandingen, man ikke bruger med det samme, kan man gemme i et krydderiglas til en anden god gang.