Jeg lod mig inspirere af en plankebøf, som er en bøf, serveret med kartoffelmos. Jeg brugte bare nakkekoteletter, som jeg havde skåret så tykke, at jeg kunne skære dem næsten igennem på langs og lave en “butterfly”.
Ingredienser:
2 tykke nakkekoteletter
Salt og peber
olie til stegning
5 – 6 champignons
1 rød eller gul peberfrugt (eller en halv af hver for farvens skyld)
2 forårsløg
1 portion kartoffelmos
Læg nakkekoteletten på et skærebræt og tag en skarp kniv og skær ind fra siden, men stop, inden kniven går helt igennem.
Så kan man folde kødet ud, og overfladen er pludselig blevet dobbelt så stor.
Pres koteletterne lidt ned, krydr med salt og peber og steg dem i lidt olie, ca 5 – 7 minutter på hver side, alt efter tykkelsen.
I mellemtiden snittes peberfrugt, champignons og forårsløg og svitses på en pande i lidt olie, indtil grønsagerne er bløde
Herefter lægges koteletterne i et ildfast fad og fyldet lægges på.
Kartoffelmosen lægges ovenpå. Nu, hvor jeg skulle tage billeder af det, skulle det jo se fint ud, så jeg fyldte mosen i en sprøjtepose og sprøjtede den ud oven på koteletterne.
Fadet kom i ovnen ved 200 grader i 15 – 20 minutter, indtil kartoffelmosen var gylden.
Vi fik en eller anden sovs til, men jeg husker desværre ikke hvilken. Det har nok været en champignon- eller tomatsovs.