Jeg har før fortalt, at jeg er bedst til tilberedte grønsager. Og denne gang er det gulerødder, det går ud over. Jeg fik fat i en pose gulerødder i forskellig farve, og det gør det jo også lidt mere spændende at se på.
Det er ikke, fordi ingredienslisten er særlig lang, og jeg synes heller ikke, der er nogen mening i at give nogle mængdeangivelser, for det går jo bare ud på at bruge så mange gulerødder, som man nu kan spise. Og så lidt salt, peber og olie.
Gulerødderne vaskes og skrælles – eller det kan man lade være med, hvis skrællen ikke er så tyk. Hvis gulerødderne er tykkere end en tommelfinger, skæres en gang over på langs.
Så lægges de i et ildfast fad, drysses med salt og peber og overhældes med lidt olie. Vend rundt i dem, så der kommer olie over det hele. Så sættes fadet i ovnen ved 150 grader i et par timer.
Gulerødderne kan spises, som de er, men jeg vendte dem en gang i en par skefulde Dukkah, som er en egyptisk nødde- og krydderiblanding. Det gav lige gulerødderne et ekstra pift.