Dobbeltbagte kartofler

En god variation af en almindelig bagt kartoffel. De kan laves i forvejen og så sættes i en varm ovn ti minutter, før man skal servere dem. Og så er der bacon i!

Ingredienser:

Så mange bagte kartofler, som man mener, man skal bruge

Nok ristede bacontern

En god klat smør

1 æg

salt, peber og muskat

Kartoflerne pakkes halvt ind i sølvpapir og bages 1 til 1½ time ved 180 grader. Lad dem køle så meget af, at de er til at røre ved.

Så skæres et låg af toppen og “indmaden” pilles ud. Det kan fint gøres med en teske. kartoffelindmaden røres nu til en kartoffelmos med smør, æg, salt, peber og muskat. Og så blandes baconternene i mosen.

Fyldet fyldes nu tilbage i kartoflerne. Det kan gøres med en ske, men er betydelig nemmere at gøre, hvis man fylder det i en sprøjtepose. Så rammer man ikke så meget ved siden af.

Her kan man så dække dem til og lade dem stå, indtil man skal bruge dem. Så skal de bare i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 10 minutter, indtil de er en lille smule gyldne på toppen. Jeg glemte at tage et billede af de færdige kartofler – og de blev spist alle sammen, så der var ikke nogen tilbage, jeg kunne fotografere.

PS. Jeg serverede dem med hvidløgssmør.

 

Skriv et svar