Når man nu har en halv ko i fryseren, og man har fået alle benene med og ikke længere har hund, så må man prøve at anvende dem til noget. Man kan koge fond på dem, men der er trods alt grænser for, hvor meget fond, man har brug for. Oksekødsuppe er også godt, men lidt afveksling skader ikke, så hvorfor ikke prøve at lave dem til stegeben?
Ingredienser:
Nogle ben med kød på.
De grønsager, jeg lige havde i min grønsagsskuffe:
1 løg
1 stængel bladselleri
1 grøn peberfrugt
1 gul peberfrugt
3 fed hvidløg
4 stilke persille
salt, peber
1 dl fløde
vand
Det var nogle ben med masser af kød på, jeg havde.
Jeg startede med at drysse dem med salt og peber og brune dem i en dyb pande og tage dem op igen.
Så kom jeg de snittede grønsager i panden og brunede dem lidt også.
Herefter var jeg nødt til at finde den store suppegryde frem, for jeg havde ikke en stegegryde af passende størrelse. Grønsagerne blev hældt i suppegryden, benene lagt ovenpå, og så hældte jeg fløden i. Til sidst vand, så benene var halvt dækket. De skal ikke være helt dækket, for så bliver sovsen for tynd. I stedet kan man vende dem nogle gange under stegningen, så alle dele kommer ned i væden efterhånden.
Nu skal man så væbne sig med tålmodighed, for benene skal simre i mindst 4 timer. Gerne 4½.
Herefter tog jeg benene op og satte dem i ovnen ved lav varme, så de kunne holde varmen, mens jeg lavede sovs.
Jeg siede suppen fra grønsagerne i gryden – den skulle jeg lave sovs af. Grønsagerne hældte jeg i en blender. Det så ikke særlig interessant ud, men det var fuldt af smag.
Jeg ved ikke, om det blev pænere af at blive blendet – men det kan man jo rette op på med lidt madkulør.
Så hældte jeg den bleggrønne grønsagsmasse i en gryde og kom noget af suppen i, indtil det havde en passende konsistens. Her var det så, madkuløren gjorde underværker ved farven. Sovsen smages til med lidt mere salt, eller hvad man nu lige har lyst til.
Vi fik kartoffelmos til, men det er jo også en smagssag.